"I read, much of the night, and go south in winter..."

"April is the cruelest month, breeding

Lilacs out of the dead land, mixing

Memory and desire, stirring

Dull roots with spring rain."

Blot en kort anbefaling - T. S. Eliots The Waste Land er noget af det mest henrivende smukke poesi man kan udsætte sig selv for. Jeg ved ikke nok om Eliot - eller litteratur i det hele taget - til at kunne sige så pokkers meget klogt om digtet, men det er, så vidt jeg har forstået, en beskrivelse af tomheden og trøstesløsheden i den moderne verden (læs: tidligt 1900-tal), fortalt gennem talløse referencer til andre store litterære værker og et sprog der er så smukt, så smukt. Efter at have læst det nogle gange har jeg stadig ikke den store ide om hvad der egentlig foregår mellem linjerne, men Eliots sprog alene gør alle 400+ linjer værd at læse. Det er - for at sætte det i en eller anden form for kontekst - som at blive grebet af Radiohead eller Sufjan Stevens uden egentlig at vide hvad de synger om.
Lad ikke indledningen på græsk afskrække jer, det meste af digtet er på noget af det flotteste engelsk I nogensinde kommer til at læse.