Dette indlæg er dedikeret til alle der har cyklet igennem en ring af ild på toppen af Mount Everest

Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske præcist hvornår dr2 startede med at sende Casper & Mandrilaftalen - det var nok i løbet af de allerførste år af stationens levetid, men jeg var ikke gammel nok til at være med fra starten, sendetider omkring klokken 23:30 harmonerer ikke rigtig med at være 9-10 år og skole fra klokken 8 næste morgen. Jeg havde højst hørt rygter om programmet, og vidste naturligvis hvem Casper Christensen var - fra Hvaffor' en Hånd, og ikke mindst fra Husk Lige Tandbørsten.

Heldigvis var dr2 flinke nok til at genudsende programmerne et par år senere, hvor jeg hver eneste fredag trofast satte videoen til at optage hver fredag fra 23:30 til 24:00, for hver lørdag at stå tidligt op og se programmet inden jeg skulle gå med reklamer. Jeg begyndte at følge med fra omtrent midt i første sæson, og da det 68'ende afsnit havde kørt over skærmen og dr2 ikke så ud til at begynde med at sende serien forfra igen (en enkelt ting de kan lære af TvDanmark's Fresh Prince of Bel-Air-visninger), kunne jeg kun ærgre mig over de 20-30 programmer jeg aldrig fik set. I mellemtiden kunne jeg så forpeste mine klassekammerater med dybt indforståede Mandrilreplikker som ingen fattede.

DVD'erne kom nogle år senere, en mild trøst - udover første DVD, som med fire timers mandril, kommentarspor og masser af andre guldkorn var en sand fornøjelse, var de et lidt halvhjertet sammendrag af de bedste scener, som egentlig mistede lidt ved at blive taget helt ud af kontekst.

Og siden da har der været stille omkring Mandrilaftalen. De fire medvirkende laver alt muligt andet, og kun glimtvist har de vist sig samlet igen (Zulu Royal som det bedste eksempel). dr2 blev, til deres ros, ved med at sende andre glimrende programmer, og Mandrillen gik ikke i glemmebogen hos dem der så det - de indforståede jokes, skæve personer og den generelle meningsløshed bed sig fast og hevet frem igen og igen, så snart man fornemmede at man var i selskab med ligesindede.

Men...som 18-årig hører jeg nok til blandt de yngste af dem, der nåede at opleve Mandrilaftalen som andet end mystiske dvd'er der lå i FONA's billigkasser. Derefter blev det Banjos Likørstue, Drengene fra Angora, og hvad har vi. Og selvom jeg ikke tror, at Mandrilaftalen, på trods af al surrealismen og mangelen på kontakt med virkeligheden, er tidløs og kan tåle at blive sendt igen og igen, så har det trods alt større gensynsværdi end højaktuel satire. Hvis Matador kan tåle sin 6. eller 7. genudsendelse, så må Mandrilaftalen også kunne...for børnenes skyld! Think of the children! Jo, der er en vis charme i en nærmest kultisk skare af Mandrilseere, som bliver mindre og mindre, som årene går, en generation der som de eneste vil trække på smilebåndet når nogen med tryk på samtlige ord udbryder, at det går meeeget hurtigt, Casper, men omvendt, jeg går gerne med til at programmet mister sin semimystiske status, hvis bare jeg kan se alle programmerne i fuld længde. Uden at ty til skumle fildelingsprogrammer. *host*eMule*host.

I remembered her head bent towards my head, her breath in mine..."

Er det kun mig der synes der er en pudsig lighed mellem Seamus Heaneys From Clearances 3 og Sufjan Stevens' Casimir Pulaski Day (lyt)? Ud over at de begge to er ret fantastiske, naturligvis..

Og jeg skriver ikke så pokkers meget for tiden - mest fordi jeg har fået fingrene i Michael Chabons herlige The Amazing Adventures of Kavalier & Clay, som nærmest stjæler alt hvad jeg har af fritid. Storslået historie om to unge mænd - den ene af dem jødisk flygtning, med en hel familie efterladt tilbage i Prag - der i USA under krigen grundlægger tegneserien The Escapist, der (som enhver god tegneserie er, vel), er langt mere end bare superhelte på eventyr. En kombineret historie om den amerikanske drøm, Anden Verdenskrig, tegneseriernes guldalder og New York i fyrrene, hvad kan man så mere bede om...

...det skulle da lige være en filmatisering med Natalie Portman!

Hvis du ikke er med os...

Wired Magazine har i denne måned en lang og velskrevet artikel om et nyt kuld af ateister, der tager kampen op mod den ganske overvældende religiøse majoritet, der lige for tiden sætter sit fede stempel på snart enhver politisk beslutning der bliver taget derovre. Det interessante er selvfølgelig dels, at de overhovedet kommer med deres udmeldinger - hvor ateisme må siges at være relativt normalt herhjemme, er det tilsyneladende i USA nærmest at betragte som et skældsord på linje med islamist eller andre politisk/religiøst bestemte beskrivelser. Lige så interessant er imidlertid, hvor klart de melder ud - krigen skal ikke blot stå mod de kristne fundamentalister i bibelbæltet, men også mod de almindelige "hverdagskristne" og sågar agnostikerne. Udmeldingen er, at hvis man ikke tager eksplicit afstand fra religionen, er man som sådan med til at legitimere den. Noget af en udmelding - og som sådan lidt et skud i foden på sig selv, hvis man ser pragmatisk på det, det lykkedes dem i hvert fald at fravælge en masse mennesker der enige med dem på en lang række punkter. Undertegnede inklusive. Men læs artiklen, kan om ikke andet være enig med de interviewede om at det er et spørgsmål man bør tage stilling til.

Sidste uges udgave af Weekendavisen havde også et glimrende interview med Sam Harris, en af de interviewede - det er desværre ikke tilgængeligt online uden abbonnement, men prøv at få fat på avisen alligevel, den altid skarpe Martin Krasnik skriver og spørger.

"I read, much of the night, and go south in winter..."

"April is the cruelest month, breeding

Lilacs out of the dead land, mixing

Memory and desire, stirring

Dull roots with spring rain."

Blot en kort anbefaling - T. S. Eliots The Waste Land er noget af det mest henrivende smukke poesi man kan udsætte sig selv for. Jeg ved ikke nok om Eliot - eller litteratur i det hele taget - til at kunne sige så pokkers meget klogt om digtet, men det er, så vidt jeg har forstået, en beskrivelse af tomheden og trøstesløsheden i den moderne verden (læs: tidligt 1900-tal), fortalt gennem talløse referencer til andre store litterære værker og et sprog der er så smukt, så smukt. Efter at have læst det nogle gange har jeg stadig ikke den store ide om hvad der egentlig foregår mellem linjerne, men Eliots sprog alene gør alle 400+ linjer værd at læse. Det er - for at sætte det i en eller anden form for kontekst - som at blive grebet af Radiohead eller Sufjan Stevens uden egentlig at vide hvad de synger om.
Lad ikke indledningen på græsk afskrække jer, det meste af digtet er på noget af det flotteste engelsk I nogensinde kommer til at læse.

Pasta med tomat og bacon

...fordi man ikke kan leve af formler alene.

Ingredienser (til 1 person):

• Pasta (så meget man nu kan spise)
• 2 store tomater
• ½ pakke bacon
• 2 fed hvidløg
• Chili efter behag
• Ketchup

Start med at sætte vand over til pasta (tilsæt lidt olie og salt). Mens du venter på det kommer i kog, hakker du tomater (groft) og hvidløg (fint). Bruger du frisk chili skal dette også hakkes nu*, og baconet skal ligeledes skæres i mindre stykker. Når vandet koger, hælder du pastaen i gryden, og sætter en pande på det andet blus.
Tænd på fuld varme, og kom baconet på når panden er varm. Lige før baconet er færdigt, kommer du tomater, hvidløg og chili på panden. Bacon er et vidundermiddel i madlavning - ikke alene smager det godt, det afgiver også nok fedt til at grøntsagerne ikke brænder på. Rør nu godt rundt i "sovsen" hele tiden, og tilsæt et godt skvæt ketchup for at give en bedre konsistens. Har du lidt kød tilovers i køleskabet - kylling, frikadeller, etc. - kan dette også sagtens kommes i.
Alt imens dette står på, skal du holde øje med din pasta, så den får den helt rigtige konsistens - det nøjagtige antal minutter afhænger af pastatypen. Hæld vandet fra pastaen når det er færdigt, og smid så alt pastaen op på panden. Rør det hele godt sammen, og lad det simre nogle minutter endnu. Så er det ellers klar til brug...

Fordelen ved denne ret er, at den er utroligt hurtig at lave - den tager stort set kun den tid det tager at koge pasta, og når pastaen koger skal du alligevel være ude i køkkenet og holde øje med det - så forhåbentlig kan det her være et lidt mere velsmagende alternativ til pasta med ketchup.

*Det behøver formentlig ikke nævnes, at chili og næsekløning er en forfærdelig dårlig idé.

Hvorfor lære matematik?

Jeg lovede posts om matematik - og det vil jeg hellere end gerne skrive (næsten det eneste jeg har lyst til at skrive, egentlig), men desværre understøtter WordPress ikke LaTeX eller lignende, så derfor…

En post om matematik - uden formler!

Der lader til at være bred politisk enighed om, at ungdommen er naturvidenskabeligt skræmte - der kommer et gabende hul af gymnasielærere i naturfagene om 5-10 år, og samtidig vælger alt for få unge gymnasiestudieretninger, der tillader dem at fortsætte med naturvidenskab på universitetet. Det forsøger man selvfølgelig at gøre noget ved, og om det virker skal jeg ikke gøre mig klog på. I stedet vil jeg forsøge at besvare et måske lidt dybere spørgsmål - hvorfor overhovedet lære det i første omgang? Og når jeg nu siger naturvidenskab, betyder det, at det i det følgende vil komme til at handle om matematik - den eneste del af naturvidenskaben (hvis den ellers er det) jeg vil mene jeg ved lidt om..

Så hvorfor lære matematik? Det åbenlyse svar er selvfølgelig at man ikke kan klare sig i hverdagen uden - men det holder bare ikke rigtigt, hvis man går i de ældste klasser i folkeskolen eller derover. Al den grundlæggende regning - fra at lægge to tal sammen over forskellige former for procentregning til at kunne aflæse diverse former for grafer - er nyttigt og nødvendigt, intet at diskutere her. Men…hvorfor andengradsligninger? Hvorfor tegne hyperbler? Hvorfor differentialregning, hvorfor vide at de reelle tal har højere kardinalitet end de naturlige? Jeg vil gerne vædde en stak pandekager på, at jeg aldrig får brug for at løse en andengradsligning i hverdagen (som i, uden for skoletiden), og at kendskab Gödels ufuldstændighedssætning ikke gør det lettere for mig når jeg engang skal lægge hushldningsbudget. Så hvorfor overhovedet gøre sig besværet?

For mig at se er der mindst to svar. Det ene er det klassiske, det som man bruger som godbid når man skal motivere unge til at sætte sig nærmere ind i matematikken - at det er et fantastisk, ja enddog helt uundværligt - redskabsfag. Uden matematik, ingen fysik, kemi eller økonomi, i hvert fald ikke på samme klare abstraktionsniveau som vi er vant til. At der en vis tiltro til dette argument, ser man bl.a. hvis man kigger på den nye gymnasiereform, hvor man sidder i tværfaglighed til op over begge ører - matematikken skal ikke blot arbejde sammen med naturvidenskaberne, hvilket er oplagt, men også indgå i så aparte parringer som matematik/dansk eller matematik/historie. Jeg er heldigvis et år for gammel til selv at have oplevet det, men jeg tror at den gavn man får af den slags uoplagte samarbejder er langt mindre end den man ville få, hvis man lod fagene arbejde hver for sig. Så selvom matematikkens nytte som redskabs- og hjælpefag er stor, kan den godt overvurderes.

Derfor mener jeg helt principielt, at det andet svar jeg kan give på spørgsmålet i overskriften har forrang over det første. Det handler dybest set om, at matematikken har en værdi i sig selv - uafhængigt af hvor nyttig den ellers måtte være. Matematikkens indre struktur, dens indre skønhed, om man vil. Den engelske matematiker G. H. Hardy sammenlignede det at opfinde/opdage ny matematik med at skrive poesi - og selvom humanister måske vil rynke på næsen af sammenligningen, rummer den en vis sandhed. Begge dele kræver mere end noget andet kreativitet - det handler om at få et lyst indfald, et glimt af inspiration, og så udnytte det. (Især) folkeskolen kan beskyldes for, at reducere matematik til at være formler (hvis værdi anerkendes uden videre) og så opgaveregning i timevis. Det giver alt for mange den dybt, dybt forkerte opfattelse, at der ingen grund er til at lære sig matematik, fordi en lommeregner alligevel kan klare det bedre og hurtigere.

Det kan så for mange virke meget mærkeligt, at man kan mønstre den mindste begejstring for noget der ikke har skyggen af anvendelsesmuligheder. Ting som differentialregning kan dog alligevel have sin gavn inden for fysikken eller medicinen, men hvor - udenfor matematikken selv - kan vi bruge f.eks. ideen om, at der eksisterer flere forskellige slags uendelighed? Jeg aner det personligt ikke, og jeg er ret ligeglad - for mig appellerer den slags tankekonstruktioner til samme del af hjernen, som sudokuer eller krydsord gør hos andre - den del af bevidstheden der gerne vil udfordres intellektuelt, alene for underholdningens skyld, for at fornemme tilfredsstillelsen ved pludselig at gennemskue logikken i et formelt argumentet eller det svære skridt i et bevis. Hardy talte om smuk matematik (”Beauty is the first test - there is no place in the world for ugly mathematics“), og jeg tror (eller håber, rettere), at enhver der tør kaste fordommene over bord og droppe ideen om matematik som tørt og trist vil kunne se, at han har ret.

Så det må være svaret på spørgsmålet i overskriften - at man skal lære matematik af samme grund som man skal høre smuk musik og læse klassikere. For sin helt egen skyld, fordi det er dybt interessant, fordi det slår at løse sudoku nr. 723, fordi der ikke er noget som den fornemmelse det er at se lyset efter at have puklet med et bevis i flere timer.

Så. Hvis det her havde været en politisk blog, havde det ovenstående omtrent svaret til det manifest man lægger ud for at forklare ens ståsted - umiddelbart vil jeg dog ikke drage andre politiske konsekvenser af indlægget, end at man bør støtte matematisk grundforskning, dels fordi det - på kort eller lang sigt - er nyttigt, og dels fordi at hvis digterne og musikerne skal have statsstøtte, så skal matematikerne også.

/Thomas

Splitte mine bramsejl!

Jeg havde en blog engang. Nogle få, stakkels personer kan måske endda huske at de har læst den, hvilket jeg selvfølgelig beklager dybt. Glem den, som jeg også forsøger at gøre. Vi starter forfra, gør vi.

Så hvad kommer bloggen her til at indeholde? Det korte svar er “blandede godter”, det lidt længere svar er at jeg ikke rigtig ved det endnu. Helt sikkert boganmeldelser og musiktips i spandevis, for det er nemt at skrive og kræver ikke den store reflektion fra min side. Sandsynligvis også links til ting jeg finder spændende, og hvis wordpress understøtter LaTeX, ryger der sikkert noget sej matematik op af og til. Måske kommer der endda længere rants om dette og hint, hvis inspirationen pludselig rammer mig; til gengæld kommer I helt sikkert til at slippe for pinlige detaljer om mit privatliv - højst lettere uinteressante historier om hvad jeg bruger min tid på.

Allerede nu viser der sig en usvigelig selvsikkerhed i og med jeg bruger ordet “I” som betegnelse for eventuelle læsere…

Well, roger over and out.